Meget at lære

SJÆLDENT HAR MINE FORHÅNDSINTENTIONER om at være positiv været så udtalte, som da jeg fik Berlingskes nye børneavis i hænderne. Jeg har stor sympati for tanken om at formidle aktuelle begivenheder på en måde, som appellerer til dem, der skal overtage kloden efter os … og som sætter nyhederne ind i en forståelig sammenhæng, der måske kan gøre verden lidt mindre skræmmende.

I skrivende stund, hvor jeg har tygget mig igennem de tre første numre, er min ja-hat imidlertid kommet til at sidde så løst, at den indtil videre må sendes tilbage på knagen – ledsaget af håbet om, at de mange svagheder i den ny avis først og fremmest skal ses som børnesygdomme.

Det kan virke unfair at sammenligne med Aftenposten Junior, der har haft to år til at etablere sig som en overraskende læsersucces. På den anden side modtog den norske børneavis allerede i 2013 prisen som Årets Nyskabelse i norsk presse. Måske skyldes det halvhjertede førstehåndsindtryk, Kids’ News efterlader, ikke så meget startvanskeligheder som mangel på talent og måske først og fremmest ressourcer?

DET NORSKE FORBILLEDE bærer præg af, at der lægges mange flere redaktionelle kræfter i produktet. Men også af en helt anden opfattelse af, hvem børn er, hvad de kan formodes at interessere sig for, og hvordan man kommunikerer med dem.

Lad mig nævne et par konkrete eksempler. Billeder er naturligvis et vigtigt meddelelsesmiddel i forhold til denne målgruppe. Og der optræder ikke ét billede i Aftenposten Junior, uden at dets indhold forklares og uddybes med tekst, der kan tilfredsstille den unge læsers nysgerrighed. Dels den obligatoriske billedtekst, men ofte også med bonusinfo i form af små sjove tekstbidder, skrevet direkte på selve fotografiet. For eksempel ved jeg nu, at chefen for den norske oliefond hedder Yngve og er 51 1/2 år.

Denne tætte integration mellem billeder og ord giver hele Aftenposten Junior et tegneserieagtigt udtryk, som bidrager til at formidle avisens indhold meget direkte, uhøjtideligt og samtidig pædagogisk.

Til sammenligning kan en typisk reportage i Kids’ News indeholde fem-seks fotos, som hverken synes udvalgt eller prioriteret ud fra kommunikative kriterier, som for halvdelens vedkommende mangler noget så basalt som en billedtekst, og hvor den ”livlige” opsætning virker styret af angsten for at fremstå kedelig, snarere end af ønsket om at fortælle historien så godt som muligt:

BEGGE AVISER INDEHOLDER et mix af egentlige nyheder og reportager og stof, som kunne optræde i Anders And & Co. eller et hvilket som helst andet medie henvendt til børn. Kids’ News bruger imidlertid flere sider end sin norske pendant på underholdning, mode, dyr, sport og andet letvægtsmateriale, som næsten får de ”rigtige” nyheder til at ligne alibistof, der kan legitimere, at man kalder produktet en avis, selv om man måske inderst ikke selv tror på konceptet? Dette indtryk forstærkes af, at de ”tungere” historier ikke bliver fortalt med den fingerspidsfornemmelse for modtagerens signalfrekvens, som udmærker hver eneste spaltemillimeter i Aftenposten Junior.

Ikke meget kan virke så tåkrummende pinligt som voksne, der forsøger at bringe sig på bølgelængde med børn og unge ved at efterligne deres måde at tale på. Det er den slags sproglige signaler, Kids’ News sender. For eksempel, når man friskfyragtigt lader Cristiano Ronaldo sige ”Hva’ så Messi!!! Gi’r du snart en øl?” i en taleboble. Det klinger falsk – og antyder samtidig, at redaktionen ser børn som små teenagere, eller måske sigter efter en kernelæser meget tæt på den tolvårsgrænse, Berlingske selv bruger i sin målgruppebeskrivelse.

Den nedre aldersgrænse angives til seks år, hvilket forekommer helt absurd – størstedelen af indholdet må være komplet uforståeligt for en seksårig – og forvirringen synes total, når tophistorien på avisens website (og en helside i printavisen) handler om smart konfirmationstøj. Hvornår tror redaktionen på Kids’ News egentlig, at børn bliver konfirmeret?

PÅ SKRIFTFRONTEN fremstår Aftenposten Juniors kombination af klassisk avistypografi med skriftsnittet Eatwell, som imiterer en barnlig håndskrift, mere gennemtænkt end den lidt tilfældige skriftsammensætning i Kids’ News, der snarere lægger sig op ad reklamens typografiske sprog.

Lad mig trods alt slutte i den positive ende. Selve avisens grafiske grundstruktur er udmærket håndværk, og Kids’ News er fint trykt på kraftigt, hvidt papir. Bladets udstyr signalerer således en publikation på et helt andet niveau end de voksnes ”billige” avis. Dette virker som en klog strategi, hvis man vil skabe et nutidigt printbaseret alternativ til målgruppens digitale informationskanaler. Og Aftenposten Juniors succes viser jo, at man sagtens kan få børn til at læse et papirprodukt, blot det har den fornødne kvalitet. Så nu er det bare det, der mangler.