INDIMELLEM kan der for ens indre blik danne sig et billede af danske pressefotografer som en flok uartige børn, der bestandig prøver at gejle hinanden op og se hvad de kan få de ”voksne” – i dette tilfælde journalister og redaktører – til at acceptere. Sidstnævnte vil så, i denne lignelse, indtage rollen som de typiske moderne forældre der har svært ved at sætte grænser og er bange for børnenes dom. Først og fremmest næres de af en sand rædsel for at blive kaldt kedelige, bagstræberiske og gammeldags.
DET SENESTE EKSEMPEL i en tilsyneladende endeløs række, der i disse år får lov til at præge landets fagblade og i nogen grad også aviserne, kunne ses i fagbladet Journalistens nummer 10 (det er en fejl at der står 11 på forsiden), hvor fotograf Martin Bubandt har billedsat Sanne Maja Funchs reportage om medarbejderne i JP/Politikens Hus og deres angst for at blive ofre for terror. Konkrete, navngivne medarbejdere på de to aviser iscenesættes som terrorofre i billeder med skiftende virkelighedspræg, fra det helt realistiske forsidefoto til det absurde (og i øvrigt komplet uforståelige) billede af journalist Tine Tholander i sprinkleranlægget med væltede havemøbler og en dukke i hånden:
FINT NOK med ambitioner om at udvikle pressefotografiet … selv om man må glæde sig over at landets skrivende journalister ikke drives af en lige så intens trang til at eksperimentere, for så kunne det godt nok blive en drøj opgave at stave sig igennem de pågældende blade.
Men det ville altså være berigende for alle parter, hvis vore fotografer lærte en lille smule om hvordan mennesker opfatter og forstår billeder – i stedet for blot at forlade sig på floskler og gætterier såsom ”moderne mediebrugere er trænede i at aflæse billeder, derfor skal de udfordres”.
Tilsvarende burde bladenes redaktører lære at forholde sig mere kritisk til billedkommunikation og have den gamle sandhed in mente, at ikke alt nyt er godt nyt.
FOTOS SOM DE PÅGÆLDENDE ligner virkeligheden og vil af flertallet umiddelbart blive opfattet som realistiske. Rigtig mange – ikke mindst blandt Journalistens målgruppe, der må formodes at være overvejende ord-orienterede mennesker – vil se så kort tid på billederne at de ikke engang vil nå at fatte at det er fotografens fantasier de forestiller. Det mindretal, der faktisk opdager det, vil for størstedelens vedkommende blive irriterede og bladre hurtigt videre. Tilbage er så en ganske lille gruppe læsere, der – som undertegnede – vil gribe anledningen til (nok en gang) at reflektere over pressefotografiets status i dagens danske mediebillede.
Om nogen som helst, ud over fotografen selv og hans åndsfæller, vil værdsætte anstrengelserne – der tydeligvis har været både store og bekostelige – og faktisk opleve billedserien som et vellykket forsøg på at give os en fornemmelse af følelsen terrorfrygt, tvivler jeg stærkt på. I min optik fremstår Martin Bubandts fotos som rene postulater.
FOR AT BELYSE, hvordan man kan eksperimentere med det fotografiske udtryk uden at forvirre og/eller vildlede sine læsere, vil jeg vise et Bording-nomineret eksempel fra 2009 (magasinet Finans, fotograf Jes Larsen):
Dette billede er en humoristisk kommentar til artiklens tema og så åbenlyst arrangeret og karikeret, at ingen læsere kan komme i tvivl om hverken budskab eller kommunikationsform. Det udelukker naturligvis ikke, at nogle vil finde fotografiet irriterende, men provokationer kan jo sagtens være frugtbare, når bare modtageren fatter hvad de går ud på.
TYDELIGHED OG KONSEKVENS er påkrævet, hvis man ikke stiller sig tilfreds med blot at bryde grænser ned som led i en leg, men rent faktisk har et ønske om at erobre nyt land.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar