18 juli 2011

Chimpanser i redaktionssekretariatet

NU KUNNE DET jo komme til at se ud som om hovedformålet med denne blog var at hænge fotograf Martin Bubandt ud. Sådan forholder det sig absolut ikke. Jeg kender slet ikke Bubandt, men gætter på at han er en dygtig fotograf, som bare har en ganske anden opfattelse af hvordan billeder skal kommunikere end jeg. Det er fuldstændig tilfældigt (håber jeg da), at de eksempler jeg nu kaster mig over skyldes samme fotograf som jeg kritiserede i mit første blogindlæg. Og det kan meget vel tænkes, at det primære ansvar for de uheldige resultater slet ikke er fotografens, men skal søges i redaktionssekretariatet. Hvem ved, måske har Politiken som et sommereksperiment sat en flok chimpanser til at redigere søndagsavisen. Det kunne være interessant at få opklaret.
Under alle omstændigheder er denne avis usædvanlig righoldig på fotos, der virker komplet ude af sync med historierne – og i visse tilfælde ikke engang fungerer alene, som billeder betragtet.
Jeg ved ikke hvad redaktionen har af forestillinger om deres læseres evner og vilje til at gætte og fortolke, når de skal tilegne sig avisens indhold; men mit personlige kendskab til Politiken-læsere – og de er formentlig ret gennemsnitlige, typisk skolelærere – tilsiger ihvertfald ikke at søndagene er noget de plejer at afsætte til billedanalyse.

NÅ, NU TIL SAGEN: I gårsdagens udgave af Politiken kunne man læse et interessant dobbeltinterview med parret Jens Blendstrup (forfatter) og Malene Kirkegaard (filminstruktør, som imidlertid står for at debutere som forfatter). De ser temmelig excentriske ud begge to, og modsat journalisterne fra JP/Politikens Hus, der tydeligvis havde det skidt med at blive iscenesat som terrorofre (jvf min tidligere blogpost), kunne det godt virke som om de har været med på legen. Altså fotografens leg. På forsiden poserer de to i et overbelyst billede – der følgelig først og fremmest kommer til at forestille avispapir – den ene med en sort kat, der ihvertfald IKKE nyder situationen, i hånden:


BILLEDTEKSTEN siger: ”Jens Blendstrup har haft eneret på at være familiens forfatter, men om få uger debuterer hans kone, filminstruktøren Malene Kirkegaard, med en thriller. De fortæller om konkurrence og kritik og om ikke at turde åbne partnerens bog”. Med andre ord, ingen hjælp at hente her. Hvorfor skal halvdelen af billedet forestille avispapir, og hvorfor den sorte kat? En langt-ude metafor for den thriller, Malene Kirkegaard snart debuterer med? Tja … dit gæt er lige så godt som mit.

INDE I AVISEN illustreres dobbeltinterviewet med nedenstående billede. Uden billedtekst, måske for at bringe læseren yderligere på glatis? Smart skal det være, tænker man.
Den eneste ledetråd til en forklaring på, at de to virker håbløst fortabt i et Lego-helvede, bliver således en oplysning i faktaboksen om Jens Blendstrup: Parret har døtrene Wilma på 7 og Liva på 11.
Hvis rubrikkens udsagn om at Malene Kirkegaard er ”den der sørger for at tingene kører” står til troende, må læseren konstatere at det ihvertfald ikke er noget hun har videre held med i børneværelset:


MIN HYPOTESE OM CHIMPANSERNE blev forstærket, da jeg på side 3 i samme avis stødte på dette lille foto, der har til formål at illustrere en nyhed om cyklens popularitet i København. I billedteksten står: ”CYKELTØRST. 17-årige Annika Hammer fra Hamburg er gået 2 kilometer for at komme til cykeludlejningen Baisikeli ved Dybbølsbro”. Fotografens navn kan læses herunder.

13 juli 2011

Det indlevede fotografi

ÆRES DEN SOM ÆRES BØR. I et tidligere indlæg – det første på denne nye blog – kritiserede jeg fagbladet Journalisten for en forkrampet billedbrug. Så meget desto mere glædeligt var det at se bladets seneste nummer, hvor et omfattende og veltilrettelagt tema om det nordjyske medie-metropol Aabybro åbner med nedenstående fremragende foto. Den diametrale modsætning til de fortænkte, overkonstruerede foto-illustrationer i reportagen om terrorfrygt i JP/Politikens Hus. Men samtidig – og det er netop den interessante pointe, som jeg ser det: Absolut ikke mindre konstrueret.

HER SER VI NEMLIG resultatet af, at fotografen har brugt sin tid og sin energi ikke på at gruble over hvor artistisk og grænsenedbrydende det var muligt at billedsætte historien, men på at sætte sig loyalt og grundigt ind i emnet og vinklen før billederne blev skabt.
Fotograf Klaus Holsting har opsøgt de ”story-telling elements” (med en let omskrivning af Alfred Eisenstaedts klassiske læresætning) der kunne videreformidle Aabybros virkelighed til os læsere. Og som sit hovedmotiv har han valgt et arrangement, der virker ægte … dels i kraft af at billedet så utvetydigt bekender kulør, ingen kan være i tvivl om at Holsting har arrangeret motivet; men samtidig, og allervigtigst, fordi man tror på den historie – eller rettere de historier – det fortæller.


SOM LÆSERE BLIVER VI IKKE VILDLEDT. Billedet er hvad det giver sig ud for. Velgørende enkelt og ligetil, moderne i sit æstetiske udtryk men uden antydning af trendy smartness – og samtidig fuldt af detaljer og dybder, som gør at det sagtens kan tåle at blive set flere gange.

I ØVRIGT har Journalisten foretaget det kloge valg at lade samme fotograf billedsætte hele Aabybro-temaet. De i alt 26 sider viser Klaus Holstings spændvidde og indeholder såvel eksempler på det helt klassiske, ukunstlede reportagefoto som billeder der med fx uskarphed, beskæring og lyssætning udfordrer traditionen. Men uden at Holsting nogensinde forfalder til eksperimenter blot for eksperimentets skyld. Hele vejen er det fortællingen, formidlingen, der forbliver i fokus.

PS, tilføjet 6 marts 2012: Klaus Holstings ”knallertbillede” blev kåret til Årets Danske Hverdagsbillede i konkurrencen om Årets Pressefoto 2012. Tillykke med prisen, Klaus!

12 juli 2011

Billedbrug og -misbrug

INDIMELLEM kan der for ens indre blik danne sig et billede af danske pressefotografer som en flok uartige børn, der bestandig prøver at gejle hinanden op og se hvad de kan få de ”voksne” – i dette tilfælde journalister og redaktører – til at acceptere. Sidstnævnte vil så, i denne lignelse, indtage rollen som de typiske moderne forældre der har svært ved at sætte grænser og er bange for børnenes dom. Først og fremmest næres de af en sand rædsel for at blive kaldt kedelige, bagstræberiske og gammeldags. 

DET SENESTE EKSEMPEL i en tilsyneladende endeløs række, der i disse år får lov til at præge landets fagblade og i nogen grad også aviserne, kunne ses i fagbladet Journalistens nummer 10 (det er en fejl at der står 11 på forsiden), hvor fotograf Martin Bubandt har billedsat Sanne Maja Funchs reportage om medarbejderne i JP/Politikens Hus og deres angst for at blive ofre for terror. Konkrete, navngivne medarbejdere på de to aviser iscenesættes som terrorofre i billeder med skiftende virkelighedspræg, fra det helt realistiske forsidefoto til det absurde (og i øvrigt komplet uforståelige) billede af journalist Tine Tholander i sprinkleranlægget med væltede havemøbler og en dukke i hånden:




FINT NOK med ambitioner om at udvikle pressefotografiet … selv om man må glæde sig over at landets skrivende journalister ikke drives af en lige så intens trang til at eksperimentere, for så kunne det godt nok blive en drøj opgave at stave sig igennem de pågældende blade.
Men det ville altså være berigende for alle parter, hvis vore fotografer lærte en lille smule om hvordan mennesker opfatter og forstår billeder – i stedet for blot at forlade sig på floskler og gætterier såsom ”moderne mediebrugere er trænede i at aflæse billeder, derfor skal de udfordres”. 
Tilsvarende burde bladenes redaktører lære at forholde sig mere kritisk til billedkommunikation og have den gamle sandhed in mente, at ikke alt nyt er godt nyt. 

FOTOS SOM DE PÅGÆLDENDE ligner virkeligheden og vil af flertallet umiddelbart blive opfattet som realistiske. Rigtig mange – ikke mindst blandt Journalistens målgruppe, der må formodes at være overvejende ord-orienterede mennesker – vil se så kort tid på billederne at de ikke engang vil nå at fatte at det er fotografens fantasier de forestiller. Det mindretal, der faktisk opdager det, vil for størstedelens vedkommende blive irriterede og bladre hurtigt videre. Tilbage er så en ganske lille gruppe læsere, der – som undertegnede – vil gribe anledningen til (nok en gang) at reflektere over pressefotografiets status i dagens danske mediebillede. 
Om nogen som helst, ud over fotografen selv og hans åndsfæller, vil værdsætte anstrengelserne – der tydeligvis har været både store og bekostelige – og faktisk opleve billedserien som et vellykket forsøg på at give os en fornemmelse af følelsen terrorfrygt, tvivler jeg stærkt på. I min optik fremstår Martin Bubandts fotos som rene postulater.

FOR AT BELYSE, hvordan man kan eksperimentere med det fotografiske udtryk uden at forvirre og/eller vildlede sine læsere, vil jeg vise et Bording-nomineret eksempel fra 2009 (magasinet Finans, fotograf Jes Larsen):


Dette billede er en humoristisk kommentar til artiklens tema og så åbenlyst arrangeret og karikeret, at ingen læsere kan komme i tvivl om hverken budskab eller kommunikationsform. Det udelukker naturligvis ikke, at nogle vil finde fotografiet irriterende, men provokationer kan jo sagtens være frugtbare, når bare modtageren fatter hvad de går ud på. 

TYDELIGHED OG KONSEKVENS er påkrævet, hvis man ikke stiller sig tilfreds med blot at bryde grænser ned som led i en leg, men rent faktisk har et ønske om at erobre nyt land.