Kejserens nye lørdagstillæg

I LØRDAGS, EFTER SEKS UGER med Politikens stort anlagte og kraftigt markedsførte nye kultursektion i tabloidformat og på hvidere papir, spurgte jeg min hustru om hun egentlig læste den.
Næ, svarede hun.
Det gør jeg heller ikke, konstaterede jeg.
Og gav mig til at overveje hvad årsagen mon kan være.

Lørdag er den perfekte avisdag. Her i huset, hvor vi modtager hele fire af slagsen (altså om lørdagen), har højdepunktet i flere år været Informations lørdagstillæg Moderne Tider. Den går jeg ligefrem og glæder mig til, når weekenden nærmer sig. Og skulle jeg af en eller anden grund være forhindret i at læse Moderne Tider på udgivelsesdagen, bliver den gemt til en særlig god stund.
Modsat forholder det sig med Politikens lørdagssektion KULTUR. Den er begyndt at ryge i bunken stort set uden at blive åbnet. Og nu kan det ikke længere forklares med at jeg skal vænne mig til den.
I det følgende vil jeg derfor vove mig ud i en lille sammenlignende analyse.

I dagens anledning bladrede jeg igennem KULTUR. Jeg læste ikke nogen af artiklerne, for det fik jeg ikke lyst til. Jeg opførte mig med andre ord som en helt almindelig avislæser.
Med Moderne Tider gjorde jeg som jeg plejer, hvilket vil sige at jeg fik læst en del af artiklerne – og satte mig ind i hvad resten handlede om.
Dette sidste er vigtigt: En af hemmelighederne ved godt avisdesign er, at det hjælper mig med at vælge hvad jeg vil nærlæse, og hvor jeg kan nøjes med at scanne ”landingspladserne”. Det handler både om form og om redigering: Rubrikformulering, indledninger/underrubrikker/resumeer, udhævede citater etc.

Sammenligningen mundede ud i en liste på fire punkter, hvor de to lørdagssektioner adskiller sig fra hinanden:

1) Bredde
Informations Moderne Tider handler, som navnet antyder, om kultur, men i bredere forstand end begrebet defineres af Politiken. Sektionens kulturfokus er underforstået. Det signaleres primært gennem titlen, der som bekendt er et filmcitat. Og står ikke i vejen for, at Moderne Tider fx også kan indeholde et essay om Habermas’ syn på mødet mellem religion og politik, eller fem sider om en tidligere ministers forsøg på at påvirke Helle Thornings skattesag – eller nørdede helsidesanalyser af forskellen i spillestil hos FC Barcelona og Real Madrid.
Hvis lixtallet skulle gøre mig stakåndet, kan jeg slappe af med madanmeldelser og opskrifter … eller med den privatlivsbrevkasse, som Information heldigvis ikke holder sig for fin til, og som har det forfriskende lille twist at læsernes spørgsmål altid besvares af to personer (opgaven går på omgang på redaktionen, hvilket har den tiltalende sideeffekt at man med tiden lærer avisens medarbejdere at kende). To, der tydeligvis ikke læser hinandens svar på forhånd, hvilket gør dem mere underholdende at læse.

Politikens KULTUR har et snævrere fokus. Tabloidsektionen erstatter avisens sædvanlige kulturstof – og adskiller sig kun marginalt fra dette, bortset fra at der er meget mere af det.
Og nu jeg tænker over det, er jeg faktisk også holdt op med at nærstudere Politikens kultursider til hverdag. Dels nok i konsekvens af at jeg er blevet ældre og følger knap så ihærdigt med i hvilke film der er værd at se, og hvad der bliver udgivet af rytmisk musik. Men jeg oplever også at avisen har flyttet sig. Jeg synes den er blevet mere finkulturel, og mere indforstået.
Selvfølgelig kan det være mig der er noget galt med, når jeg ikke kaster mig over reportagen over to opslag om Documenta-udstillingen i Kassel eller nærstuderer seks sider med portrætter af headbangende festivaldeltagere. Men jeg har en lumsk mistanke om at en betragtelig del af de skolelærere og sygeplejersker, der trofast bliver ved med at se Politiken som deres avis, tilbagelægger turen igennem det nye tillæg med lige så få stop undervejs som undertegnede.

2) Tilgængelighed
KULTUR er præget af visuelt lir. Det virker næsten som om sektionen er formgivet med henblik på at den skal vinde internationale designpriser. Hvilket den helt sikkert også kommer til, for juryerne ved den slags arrangementer har jo ikke en kinamands chance for at vurdere om indholdet rent faktisk kommer ud over rampen. Avisdesignkonkurrencer er i realiteten plakatkonkurrencer, og Politikensider er smukke plakater.
I mine øjne er der imidlertid for meget af det, der for tyve år siden – af en Politiken-medarbejder  (!) – blev kaldt ”layoutisme”. Det ser smart ud, men ofte skal man faktisk anstrenge sig for at finde ud af hvad en historie egentlig handler om.
Jeg bladrer gennem KULTUR og har det nærmest som en forælder må opleve det den dag han eller hun kommer til daginstitutionen for at hente sit barn, og så opdager at alle pædagogerne er gået hjem. Her lader ikke til at være noget opsyn, ingen begrænsninger, ingen kritisk styring. Alle er helvedes kreative, men hvad skal det nytte, for at citere et af de gamle Politikenkoryfæer?

Moderne Tiders visuelle ambitionsniveau er langt lavere end KULTURs, og Informations layoutere er ikke lige så dygtige grafikere som dem på Politiken.
Men som passager på skibet er jeg sjældent i tvivl om kursen, og såvel opsætningen som flertallet af billeder understøtter teksten – som der i øvrigt er mest af. Hvilket tiltaler mig, for jeg køber primært en avis for at læse den.

3) Håndterbarhed
Enkelt men vigtigt: Moderne Tider er hæftet. Det gør sektionen nem at håndtere ved spisebordet, i sofaen – og i sengen.
KULTUR består derimod af løsblade. Det er i sig selv et irritationsmoment. Som bliver endnu mere irriterende, fordi papiret – der jo blev markedsført som et af de store plusser ved den ny sektion – er kraftigt og glat, og siderne derfor glider fra hinanden.

4) Rune Lykkeberg
Informations weekendredaktør og kommentator er langt fra den eneste af de faste skribenter, der gør Moderne Tider læseværdig. Men hans – som regel overraskende, ofte provokerende, og altid velargumenterede – betragtninger over hvor vores samfund er på vej hen, er med til at give MT intellektuel kant.

Til sammenligning virker Politikens kulturskribenter ærlig talt lidt mætte og trætte.

”Kulturen lever, har det godt og bor i Politiken”, påstår kulturredaktør Anita Bay Bundegaard på en af reklameplakaterne på Nørreport Station.
Selvfedmen trives tilsyneladende endnu bedre.
Men pas på, Politiken!
På et tidspunkt kan det være at jeres læsere opdager, hvad I har indenunder tøjet …