01 december 2011

The Politiken redesign: Much ado about n…

POLITIKEN, the Danish morning daily which has won loads of design awards in recent years, launched a modest redesign today. Mediawatch asked me what I thought.
Here’s the interview – in Danish. In case you’re interested and do not read Danish, perhaps now is the time to test Google Translate …

Text by Tine Brødegaard Hansen

De oversælger redesignet”
Politiken slår lidt for meget på tromme for nyt design, som indtil videre giver mindre logik til broadsheet-formatet, mener designkonsulent Ole Munk.

Broadsheet-formatet får ikke mere liv af Politikens nye design, der skal sikre læserne bedre overblik og mere fokus på nyhederne, mener designkonsulent Ole Munk fra Ribergård & Munk, der har stået bag flere redesign af aviser.
“Det store problem er, at avisen ikke har stof til at udfylde de kæmpe sider. Derfor er det vanskeligt at begrunde, hvorfor avisen skal være broadsheet,” siger Ole Munk og tilføjer:
“Størrelsen på billederne er kun i få tilfælde berettiget, og for eksempel er det latterligt, at billedet af Margrethe Vestager på side 19 fylder en kvart side. Det tilfører ikke noget journalistisk til historien, og det er der mange af billederne som ikke gør.”


Side 8 og 9 domineres ikke af journalistiske billeder, men af en stor annonce, hvilket Ole Munk også hæfter sig ved.
”Når man læser de sider på en iPad, kan man se, at indholdet snildt kan være der, mens det fylder seks gange så meget i avisen.”
Det samme gør sig gældende for 2. sektions bagside, der ligeledes kunne være skaleret ned, og dermed havde virket bedre, mener Ole Munk.
Argumenterne om, at broadsheet sikrer overblik og giver plads til flotte grafiske elementer og fotos holder ikke helt, ifølge ham.
“Så mange fantastiske billeder er der ikke i avisen, så det sande argument for den størrelse er nok nærmere, at annoncørerne er glade for at få så meget plads.”
Afskaffelsen af nyhedsbåndet med citathistorier i toppen af siderne er den ændring, der får mest ros af Ole Munk.
“Nyhedsbåndet var en konstruktionsfejl fra starten, fordi det så ufattelig kedeligt ud, og fordi de små tekster var langt væk fra læserens øjne. Så det er en god idé, at der er lavet en mere iøjnefaldende løsning,” siger han om elementet ’overblik’ med korte historier, der nu er samlet i en sidespalte.
Ole Munk mener ligeledes, at ambitionen om at skabe mere overblik, blandt andet ved hjælp af avisens side 2, er vellykket.
”Politiken har mange gode folk, der kan deres grafiske håndværk, og man kan generelt sige, at overblikselementerne er veludførte og fungerer godt. De grafiske elementer hjælper læseren med at navigere i avisen,” siger Ole Munk.
Han mener dog, at der er slået lige lovlig meget på tromme for ændringerne, som har fået flere helsider op til det nye design gik i luften i dag.
”De oversælger redesignet og overvurderer også betydningen af ændringerne for oplevelsen af avisen. De ting, der er meget store, når man arbejder på avisen, er ikke så store og betydningsfulde for læserne. Så det kan virke lidt komisk. Retfærdigvis er Politikens læsere dog et nichesegment, der nok tillægger avisens design større betydning end andre avislæsere,” siger Ole Munk, som mener at avisens ”første forside”, der består af en humoristisk tegnet fortolkning af avisens normale forside, ikke ville fungere andre steder.
”Tegningen på forsiden er vidunderlig, og det sætter Politiken-læsere pris på. På Berlingske og Jyllands-Posten ville sådan en forside have været en katastrofe,” siger Ole Munk.

Politikens tegnede forside 1. december 2011:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar